Hvor meget garn skal du bruge?

Hvor meget garn skal du bruge?

Du har fundet opskriften. Du har fundet garnet. 
Garnet passer i strikkefastheden, men løbelængden er anderledes. 

Så hvordan ved du, hvor meget garn, du skal bruge? 

Lad os kigge på det (vi kigger også på, hvordan du udregner alternativer, når der er flere tråde involveret). 

 

Sådan beregner du garnmængde

Når du skal beregne, hvor meget garn du skal bruge, skal du bruge følgende informationer:

  • Garnmængde på det originale garn i din størrelse
  • Løbelængden på det originale garn
  • Løbelængden på garnalternativet

Vær opmærksom på, at der er henholdsvis 25g i nogle nøgler, mens der er 50g eller 100g i andre. 


Udregn samlet løbelængde i din størrelse 

Første step er at finde den samlede løbelængde på originalgarnet i din størrelse,

Regnestykket ser sådan ud: 

  • Antallet af nøgler x løbelængden pr nøgle = samlet løbelængde

Lad os tage udgangspunkt i Louvre Sweater fra Petiteknit. Her skal du bruge 600g Peer Gynt fra Sandnes Garn i str. XS. Hver nøgle på 50 g har en løbelængde på 91 m. Det betyder, at du skal bruge 12 nøgler (for at få 600g). 

  • 12 x 91 = 1.092 

Du har altså en samlet løbelængde på 1.092 meter. 

Angiver opskriften en XXX, skal du altid gå efter det højeste tal, så du er sikker på at have nok garn. Fx i Louvre, hvor den angiver 600-650g i str. S. Her bør du udregne dit garnalternativ ud fra 650g


Udregn garnmængde med dit garnalternativ

Nu er det tid til at finde ud af, hvor meget garn du skal bruge i dit alternativ.

Det gør du på følgende måde: 

  • Samlet løbelængde / løbelængde pr. nøgle i garnalternativ. 

Lad os sige, at du ønsker at strikke med Luna by Permin i stedet for Peer Gynt fra Sandnes. Luna har en løbelængde på 175m pr. 50g. 

Regnestykket ser nu således ud:

  • 1.092 / 175 = 6,24

Du skal altså bruge 6,24 nøgler Luna for at strikke Louvre Sweater i størrelse XS. 

Mit råd er, altid at runde op.
I dette tilfælde er tallet tæt på at være 6 nøgler – og opskriften tager ikke højde for, at du muligvis kun skal bruge 10g af sidste nøgle i originalgarnet (hvilket betyder, at løbelængden sådan set er kortere). 6 nøgler kan derfor være nok, men det er træls at mangle, fordi du tog en chance. Så køb altid en nøgle ekstra – mange garnbutikker tager gerne overskydende nøgler retur, hvis du nu kun brugte 6 nøgler.


En god tommelfingerregel er, at løbelængden helst ikke skal afvige alt for meget til den korte side forstået på den måde, at hvis dit garn har en væsentlig kortere løbelængde end det forslåede garn, skal du bruge mange flere nøgler, og derved bliver din trøje mere tung og kompakt end originalen. 

 

Garnforbrug med flere tråde

Erstat to tråde med én tråd

Rigtig mange opskrifter i dag gør brug af flere tråde – typisk en primærtråd og en følgetråd som fx mohair. Men er du nu ikke stor fan af mohair, eller helst vil strikke i en enkelt tråd kan du sagtens finde et garn, der passer i strikkefasthed og erstatte to tråde med en. 

Sådan beregner du garnmængden i dette tilfælde: 

Til Ingen Dikkedarer i str. S skal du bruge

  • 250g Sunday fra Sandnes (50g = 235m) eller Arwetta fra Filcolana (50g = 210) som den ene tråd
  • 125g Tilia (25g = 210m) eller Tynn Silk Mohair (25g = 212m) som følgetråd

Hvis der er flere garntyper, udregner du altid den samlede løbelængde på ét garn. Og her vil jeg vælge den 'primære tråd (altså ikke følgetråden), da den typisk minder mest om det garn, du erstatter med. 

Her kommer endnu en tommelfingerregel: hvis opskriften foreslår flere alternativer (som herover, hvor den både foreslår Sunday og Arwetta), skal du tage den med kortest løbelængde. Så har du minimum garnmængde af det nye garn. 

  • 250g Arwetta = 5 nøgler
  • 5 nøgler * 210m = 1.050m

Strikkefastheden for Ingen Dikkedarer er 21m, hvilket jeg kan ramme med 1 tråd Karisma fra Drops, som har en løbelængde på 100m pr 50g

  • 1.050m / 100m = 10,5

Du skal altså bruge ca. 11 nøgler Drops Karisma for at strikke Ingen Dikkedarer i str. S

Vær opmærksom på, at trøjen vil blive lidt tungere end originalen, fordi du bruger flere nøgler.

 

Erstat to tråde mohair med én tråd

Hvis du har en opskrift, der er strikket med to tråde mohair, og du ønsker at udskifte dem begge og kun strikke med en tråd, er fremgangsmåden i store træk det samme som beskrevet ovenover. Udregn den samlede løbelængde for begge tråde og dividér antallet af nøgler med to.

      Tilbage til artikler